Taupo

Den sidste weekend i oktober besluttede vi at tage til Taupo. Vi havde foer koert igennem byen det par uger tidligere og var ret imponeret over den hyggelige by, der er beliggende ned til New Zealands (og hele Australasiens) stoerste soe, Lake Taupo (619 km2). Den er egentlig slet ikke en soe, men en nedsunken vulkan (caldera). Soen blev dannet ved en voldsom eruption i aar 189.
Loerdag morgen tog vi en sejltur paa Lake Taupo, hvor vi saa klipperne, der tydeligt var formet ved et vulkanudbrud og Maori Udskaeringer i de lodrette klippevaegge. Vejret var godt og vi noed turen. Bagefter koerte vi op til Huka Falls, som er det vandfald i New Zealand med den stoert passerende vandmaengde. Vandet var helt blaat og et ret flot syn. Vi sad med udsigt til vandfaldet og noed vores medbragte madpakker. Efter frokost drog vi afsted til Craters of the Moon, som er et termisk omraadet lignende det, vi havde oplevet i Rotorua. Vegetationen var dog helt anderledes. Herefter tog vi videre. Vi ville gerne ud at sejle paa Verdens stoerste kogende soe, men det viste sig desvaerre, at vi var kommet for sent. Saa vi gik i stedet i omraadet omkring soen, the Wai Nangu Volcanic Valley, endnu et termisk omraade, men i dette tilfaelde midt i en frodig skov. Vi tog videre til Rotorua, hvor vi tog gondolen op pa Bjerg Ngongotaha og spiste aftensmad med udsigt ud over byen og Lake Rotorua. Vi overnattede endnu en nat paa Kiwipaka og endte dagen med en tur i den termiske pool. Soendag tog vi ud til The Burried Village. Efter vulkanen Tarawern udbroed fra tre kratere i 1886 blev byerne Te Ariki, Te Wairoa og Moura begravet i aske og sten i tre meters dybde. Store dele er i dag gravet fri og samlet i et frilandsmuseum. Det var en god tur og gav et godt indtryk af hvordan baade Maoriene og de Engelske kolonister boede den gang.

Efter museet koerte vi hjemad langs oestkysten. Vejret var rigtigt daarligt, saa vi noejedes med at goere stop i Taurangi for at spise frokost.

Sydøen

Torsdag den 19. oktober fyldte Michael 26, og det fejrede vi med Mads og Henrik i Auckland. Det var en rigtig god aften, så vi var mildest talt lidt klatøjede, da vi mødte på arbejde fredag morgen… øhh formiddag… Fredag aften tog vi natbussen fra Maunukau til Wellington. Vi ankom meget tidlig morgen i Wellington og fik lige et par timer der, inden vi tog sejlturen til Picton på Sydøen. Vejret var desværre ret gråt, så den smukke tur kom ikke helt til dens ret. Vi skulle med tog fra Picton til Christchurch, men desværre var det foregående tog kørt af sporet, så vi blev transporteret i bus langs østkysten sydpå til Kaikoura, hvor vi kunne tage toget det sidste stykke mod Christchurch. Vejret klarede op, mens vi kørte sydpå, og vi nød turen med udsigten til strande med dasende sealer, svævende rovfugle og masser af hvide lam.
Vi oplevede Christchurch som en rigtig charmerende by. Og det var befriende at se efter at have oplevet den ene triste by efter den anden på Nordøen. Vi fik god aftensmad med udsigt til parken og slentrede en tur rundt for at mærke byen. Vi boede på YMCA, som bestemt kan anbefales.
Søndag morgen skulle vi med bus til Queentown. Alt er arrangeret de naeste fire dage, så det var dejligt bare at læne sig tilbage og blive guidet rundt. Vi kørte gennem de Sydlige Alper og ind til Mount Cook, som er New Zealands højeste bjerg. Vi holdt pause i en bjergdal, og der var skønt! Solen varmede, bjergene havde sne på toppen, og der var helt stille. Vi gik en tur og nød vores madpakker i græsset med udsigt til Mount Cook. Vi havde lyst til at blive der en dag, men vi skulle desværre videre. Gid vi havde haft længere tid…
Vi ankom til Queenstown, hvor vi boede på Bella Vista Motel. Queenstown er en gammel mineby. Især er de kendt for deres Greenstone eller Jade, som den også hedder. I dag er den mere kendt som værende ‘ekstrem-sport by’. Det var bl.a. her, Bungy Jump blev opfundet. Byen var meget stemningsfuld, og vi besluttede os for at tage i biografen og se The Devil Wears Prada. Efter film og aftensmad var det på hovedet i seng.
Mandag tog vi på endagstur til Fjordland National Park, som er New Zealands største (1.250.000 hektar!). Det er en markant afsides ødemark med sneklædte bjerge, gletschersøer og dale, fjorde, øer, vandfald og tætte skove. Ved en af stoppene så vi den new zealandske papegøje, keaen, som er kendt for at kunne splitte en bil ad...

Dagens højdepunkt var en sejltur på Milford Sound. Det regner mere eller mindre altid der, otte meter om året, og i dag var ingen undtagelse. Det var nu stadig et betagende syn. De frodige bjergsider står lodrette ned i vandet og spejler sig, sæler ligger på stenene i kanten, og vandfaldende buldrende.
Stemningen gik dog tabt en smule ved synet af busser fulde af japanere, der vimsede rundt og alle vegne. Det var en skam, for jeg tror, at fjorden kunne føles helt magisk, hvis man var der alene med det overvaeldende sceneri og stilheden. Der var mulighed for at overnatte på en båd. Det ville nok have givet en bedre oplevelse, men igen havde vi ikke nok tid.
Da vi kom tilbage til Queenstown havde det sneet og landskabet havde fuldstændigt skiftet karakter. Vi tog en lift op på The Remarkables (bjergene, der omkranser byen) og nød udsigten, inden vi tog ind til byen og spiste aftensmad.
Tirsdag tog vi med bussen til Franz Josef Village. Vi kørte nordpå ad vestkysten, og det var virkelig en smuk tur. Vejret var godt, så alperne kom rigtigt til deres ret med den fine, hvide, nyfaldne sne på toppen. Vi kom helt ud til kysten, hvor det Tasmanske Hav buldrede ind over strandende. Vandet var helt klart lyseblåt og også her lå sælerne på stranden og nød at få pelsen tørret i solskinnet.
Vi ankom til motellet i Franz Josef Village og måtte lige udrede en situation med en meget lille dobbeltseng (det var lige lidt for tæt…), inden vi drog på en gåtur op til Franz Josef Gletscher. Gletscheren har overvældende stor. Gåturen var fantastisk gennem den flade gletscherdal med voldsomme vinde og knastør luft. Vi ville meget gerne have blevet der en ekstra dag, så vi kunne have kommet med guide op og vandre på gletscheren. Det var desværre for farligt at gå alene.
Onsdag kørte vi videre langs vestkysten til vi nåede Greymouth. Vi spise frokost og tog toget tværs over øen østpå til Christchruch. Togturen gik igenne alperne og det var jo selvsagt en fantastisk udsigt vi havde gennem store øde strækninger med fantastisk natur.
Tilbage i Christchurch hvor vi boede på Base Backpackers, som vi til gengæld ikke var meget imponeret over. Det lå dog dejligt centralt, og vi nød aftenen i Christchurch. Torsdag, vores sidste dag på Sydøen, valgte vi at tage den lange vej til Oamaru, for at se The Moeraki Boulders og pingviner. Turen derned var lang og landskabet på østkysten er ikke helt på fantastisk som på vestkysten. Der er meget fladt, så det lignede næsten Danmark… Bortset fra at vi kunne skimpte bjergene i det fjerne. I Oamaru erfarede vi (med mundvigende nedad), at der var 30 km ud til Moeraki Boulders fra Oamaru og ingen bus. Heldigvis skaffede turistinformationen en billig aftale med en taxa. The Moeraki Boulders er sten der uendeligt langsomt triller ud af undergrunden, mens de vokser sig større og større (som en snebold). De er kuglerunde og ligger samlet paa et begrænset område af stranden. Det var et ret specielt syn. Vi to ud til pingvinkolonien med de blå pingviner og de guløjede pingviner. Desværre kommer de først op på stranden ved solnedgang, og stien var lukket, så vi kunne ikke en gang komme ned på stranden og lede efter pingvinfodspor… Slukørede gik vi den lange vej tilbage til Oamaru, hvor vi spiste frokost og så lidt nærmere på byen, som viste sig at være ganske interessant, inden vi tog bussen den lange vej tilbage til Christchurch. Derfra fløj vi til Auckland. Det har bestemt været en dejlig ferie på Sydøen!

Coromandel

Denne weekend var vi blevet inviteret med kollagerne til halvøen Coromandel, der ligger syd for Auckland. Vi valgte at køre en omvej for at se så meget af øen som muligt. Der var utroligt smukt, nærmest tropisk. Søndag morgen tog vi tidligt ned til Hot Water Beach, hvor varme kilder løb under sandet. Så vi gravede et stort hul i sandet og fik et varmt fodbad. Det var rigtigt hyggeligt.
Om eftermiddagen gik vi en tur til Cathedral Cove. Området har naturskabte huler og tunneller i klipperne langs havet, hvoraf en havde form som et kapel, deraf navnet. Der var utroligt smukt.

Mount Ruahepu

Weekenden i uge 40 skulle vi ud at snowboarde, og vi havde bare glædet os. Mount Ruahepu er det sidste bjerg med sne på Nordøen. Egentlig er det ikke et bjerg, men en vulkan. Den havde rumlet lidt i ugens løb, men vi tog chancen alligevel... Den røg lidt sidste år, men et egentligt vulkanudbrud skal man 'helt' tilbage til midten af 90'erne for at finde. Vi var ikke de eneste, der har fået den idé, Mount Ruahepu var fyldt med mennesker, og vi stod så længe i kø, at vi kommer for sent til den undervisning, vi på forhånd havde bestilt. Heldigvis var der plads på det næste hold. Vi blev inddelt i små grupper, hvor vi stille og roligt skulle lære de indledende øvelser. Det hele gik meget godt, indtil vi skulle lære at dreje. Det kunne jeg slet ikke finde ud af, fik bare mere og mere fart på, og endte med at gå lidt i panik, da jeg så kanten komme nærmere og nærmere. Da de andre havde lært at dreje, skulle vi op på den næste bakke. Det var jeg ikke meget for, da jeg ikke synes at have fået fat i det indledende. Vi skulle trækkes derop, men det gik heller ikke. Hverken Michael eller jeg kunne finde ud af at holde fat og måtte efter et par forsøg gå hele vejen op, mens små unger drønede forbi os på liften. Michael var nummer to, der skulle ned af bakken, og efter at have tacklet en lille knægt på ski, var jeg ikke meget for det, da det blev min tur. Skiinstruktøren tog sig nu godt af mig, så det gik ok, men jeg må nu sige, at jeg ikke er blevet så bidt af det, som jeg havde forventet. Efter skilektionen indleverede vi vores snowboards og valgte i stedet at tage med en lift op og spise frokost og nyde udsigten. Vejret var helt fantastisk og sikke en udsigt.
Om søndagen mente vi, at vi havde fået nok af sneen og valgte at køre til Matamata, for at se, hvor Hobbitrup i Ringenes Herre filmene var blevet filmet. Vi vidste ikke, hvad vi skulle forvente, da vi havde hørt, at Newline havde ryddet godt op efter dem.
Vi kørte den lange vej langs Lake Taupo, og der var bare fantastisk flot. Vi spiste frokost i Matamata og tog den sene guidede tur i Hobbitrup. Det viste sig, at vi var de eneste, der skulle med, så det var ret fedt, at gå rundt derude alene. Området var så smukt, ligesom man ser i filmen med de små bakker og vandløb. Og små lam overalt. Newline havde ryddet godt op efter sig, men landmanden, der ejede området, havde renoveret det, de havde efterladt. Mere måtte han ikke gøre desværre. Så alle husene var hvide og manglede ydrebeklædningen, men guiden var meget kompetent og fortalte og fortalte. Nu bliver vi nød til at se filmen igen, for at tjekke alle de detaljer vi har taget billeder af.

Rotorua

Fredag den 29. september smuttede vi lidt tidligt fra arbejde for at køre den lange vej til Rororua. Vejen i sig selv var hele turen værd. Landskabet var fantastisk. Vi kom igennem et landskab med bløde grønne bakker. En by, vi kom igennem, var et sandt skiltehelvede. Alle butikker havde skilte, der skulle overgå naboens, og et hus var faktiske udformet som en hund og et får!Vi kom til Rotorua og der stank! Svovl og varme stiger op af huller rundt om i byen; huller i form af kilder, mudderpøle, søer og kloaker! Vi sov på kiwipapa hostel, som ligger i en park, hvor det plaskede op fra mudderpøle og kilder. Hjemme på hostlet var der pool, som var 38 grader varm, opvarmet fra varme kilder selvfølgelig. Den benyttede vi meget.
Om lørdagen startede vi med at tage ud at se Puito, som betyder 'den plaskende'. Puiho er den største gejser i Rotorua. Omkring den er bygget et 'Maori Arts and Craftman Centre', og det var bestemt en oplevelse at se Maorier optræde udklædt med sang. På stedet så vi også en kiwifugl, en lille emu, som er New Zealands national fugl. Bagefter tog vi ud til Hells Gate, som var et sted med mange svovludledninger. Det var slet ikke til at tro, at vi stadig var på jorden. Det var så fremmedartet og lugten var helt forfærdentlig! Vi valgte at tage et mudderbad der og derefter et svovlbad. Det var ikke så luxuøst, som vi havde forestillet os, men klart en oplevelse.
Om søndagen ville vi ud at se den blå og den grønne sø. De ligger lige op af hinanden, så det skulle vaere en speciel oplevelse. Vi valgte at tage ud at køre på Mountain Bikes en 30 kms rute. Puha, det var hårdt! Adskillige gange måtte vi hoppe af cyklen og trække. Da vi nærmede os den blå sø, punkterede Michael, så vi ringede til firmaet, som ville komme og hente os og cyklerne. Vi kom til at vente over en time, førend de var her. Og så skiftede de hjulet, og så måtte vi ellers op på cyklen igen. Vi spiste frokost ved 'the buried village', som vi desværre ikke havde tid til at gå ind og se. Vi ville ikke risikere, at det begyndte at blive mørkt, inden vi kom tilbage med cyklerne (det kan blive ret mørkt inde i skoene!). På vejen så vi rigtig mange Possums og en enkelt Walliby (en lille kænguro), der var kørt over. Vi kom endelig til stedet mellem de to søer, og der var slet ikke noget særligt at se! Måske var det fordi, det var overskyet, at søernes farver ikke rigtigt kom til deres ret… Slukørede hoppede vi igen på cyklen for at cykle den lange vej tilbage. Vi var trætte og ømme, men turen tilbage gik mere ned ad bakke, og det var ret fedt (og lidt farligt…) at suse afsted gennem mudder, jord, grus og sten.

Waitakere Ranges

Lørdag den 23. september tog vi på delfin og hvalsafari, hvilket var lidt af en oplevelse. Vi så enormt mange definer. Der var to slags; Almindelige delfiner og Oeresvin. De var vildt nysgerrige og legede med båden. Vi så tre Brydeshvaler. Først så vi kun, når de kom op til overfladen for at ånde. Det var fasinerende at kunne fornemme de store dyr under os. Senere fik vi set hele deres ryg, da de dykkede ned. Vi stod alle og holdt vejret. Ikke et eneste billede blev taget, vi skulle bare opleve øjeblikket fuldt ud! Det var godt nok utroligt!
Om søndagen tog vi bilen og kørte ud til et naturreservat, Waitakere Ranges (som betyder 'overrislende vand'), hvor vi gik en tur langs kysten mellem Piha og Karekare. Naturen her var simpelthen fantastisk! Vi gik i skov højt, højt oppe med glimt ned på klipperne og de sorte strande under os. Man kan virkelig se forskel på øst og vestkysten, hvor vestkysten er meget vildere med farlige stranden og fantastisk sceneri. Vi tog en afstikker ned på stranden og kravlede ud på klipperne. Vi havde forventet, at Karekare var en by, hvor vi kunne spise frokost og tage et hvil, så da vi erfarede, at det bare var en parkeringsplads, blev vi slemt skuffede. Med knurrende maver maatte vi vende om og gå den lange vej tilbage. Og den var lang! Uden mad og drikke var energien helt i bund. Det gør vi aldrig igen! Vi valgte, at køre ned i Piha og spise aftensmad og vi var lykkelige, da vi efter megen søgen fandt et lille usselt sted, hvor vi kunne købe burger og pomfritter. Pita var en speciel by. De vilde strande tiltrækker surfere, og der var unge mennesker overalt. Vi spiste vores aftensmad på stranden. Vi var næsten for trætte til at nyde den fantastiske udsigt og hvad værre var, vores bil var begyndt at lave unaturlige lyde. Michael og jeg havde kredset lidt rundt om den… Kigget ned i motoren…. Lagde os ned på maven for at se op under bilen… Vi anede ikke, hvad vi så efter, men vi var enige om, at der var noget, der ikke lød godt! Og vi var tyve kilometre fra det nærmeste værksted, og ikke bare tyve kilometre men tyve kilometres bjergkørsel! Men da vi havde spist aftensmad og måtte sande, at der var ingen vej udenom, satte vi os slukørede ind i bilen… Og så var lyden væk! Jeg forstår mig bestemt ikke på bilen, men den klarede turen hjem uden problemer. Bjergkørsel var forresten ret vildt! Det var tilladt at køre 100 km i timen, men tre meter efter skiltet, blev der skitet med et sving, hvor det blev anbefalet kun at køre 30 km i timen! Jeg synes, vi klarede det fint, men de lokale synes vist, at vi kørte forfærdentligt langsomt…

Rangitoto

Lørdag den 16. september tog vi igen ind til Auckland, men denne gang til et byomraade, der hedder Newmarket. Det var noget mere interessant end CBD, som vi så fjorten dage forinden.

Om søndagen sejlede vi ud til en vulkan, Rangitoto (betyder Blodroede Himmel), som er den nyeste (den er 600 aar gammel) af Aucklands 50 og den mindst bebyggede. Det var en fantastisk oplevelse at bestige vulkanen. Den var 250 meter høj, og vi havde en fantastisk udsigt fra toppen, blandt andet ud over Auckland by. I vores brochure, som vi havde anskaffet os på turist bureauet stod færgetiderne, men det viste sig at være forældet, for pludselig stod vi efterladt alene på en øde vulkan. Vi fandt heldigvis en nødtelefon og ringede til det firma, der ejer færgerne, og de fik en af de færger, der sejler til Waihiki Island, til at sejle omkring os og hente os. Så vi fik en ekstra tur til Waihiki, inden vi skulle over på en anden båd, som kunne sejle os tilbage til Auckland...

Auckland

Michael og jeg ankom New Zealand torsdag den 31. august, trætte og uden bagage. Vi har lejet to værelser hos en kvinde, der hedder Allison. Vi bor i et lille hus i et dejligt kvarter i nærheden af vandet.

Loerdag besluttede vi os at tage ind til Auckland, hvor vi besøgte turistinformationen og Sky Tower og så lidt af byen. Jeg vil nu sige, at det var en skuffende oplevelse. Alle bygningerne var nye og kedelige. Butikkerene lå samlet i malls, og vejene var meget orienteret for bilerne.

Te Aroha

Weekenden i uge 36 valgte vi at tilbringe i Te Aroha, som både er navnet på den by, hvor Allison og Donalds hjem ligger og det bjerg, det ligger op ad. Det betyder kærlighed på Maori. Lørdag gik vi en tur rundt i byen, som (efter New Zealands standard) er en gammel by, da der har været guldminer i bjerget. Det regnede desværre voldsomt resten af dagen, så vi fik kun set naturen i området fra bagsædet af Don’s Jaguar. Vi valgte at hoppe i deres udendørs spabad på terasen og se en film. Så det var en meget afslappende dag.

Søndag vågnede vi fast besluttede på, at i dag ville vi ud at gå, lige gyldigt hvordan vejret artede sig! Don tog mig ud at køre i den bil, vi lejer af dem, for at lære mig at køre i venste side. Efter frokost tog Michael og jeg afsted alene og nød at gå rundt langs kilder, i skov og i betydeligt varrierende terræn. Vi var ude indtil det blev mørkt, og Allison og Don var også en smule bekymrede for os, men vi havde en dejlig dag!