Waitakere Ranges

Lørdag den 23. september tog vi på delfin og hvalsafari, hvilket var lidt af en oplevelse. Vi så enormt mange definer. Der var to slags; Almindelige delfiner og Oeresvin. De var vildt nysgerrige og legede med båden. Vi så tre Brydeshvaler. Først så vi kun, når de kom op til overfladen for at ånde. Det var fasinerende at kunne fornemme de store dyr under os. Senere fik vi set hele deres ryg, da de dykkede ned. Vi stod alle og holdt vejret. Ikke et eneste billede blev taget, vi skulle bare opleve øjeblikket fuldt ud! Det var godt nok utroligt!
Om søndagen tog vi bilen og kørte ud til et naturreservat, Waitakere Ranges (som betyder 'overrislende vand'), hvor vi gik en tur langs kysten mellem Piha og Karekare. Naturen her var simpelthen fantastisk! Vi gik i skov højt, højt oppe med glimt ned på klipperne og de sorte strande under os. Man kan virkelig se forskel på øst og vestkysten, hvor vestkysten er meget vildere med farlige stranden og fantastisk sceneri. Vi tog en afstikker ned på stranden og kravlede ud på klipperne. Vi havde forventet, at Karekare var en by, hvor vi kunne spise frokost og tage et hvil, så da vi erfarede, at det bare var en parkeringsplads, blev vi slemt skuffede. Med knurrende maver maatte vi vende om og gå den lange vej tilbage. Og den var lang! Uden mad og drikke var energien helt i bund. Det gør vi aldrig igen! Vi valgte, at køre ned i Piha og spise aftensmad og vi var lykkelige, da vi efter megen søgen fandt et lille usselt sted, hvor vi kunne købe burger og pomfritter. Pita var en speciel by. De vilde strande tiltrækker surfere, og der var unge mennesker overalt. Vi spiste vores aftensmad på stranden. Vi var næsten for trætte til at nyde den fantastiske udsigt og hvad værre var, vores bil var begyndt at lave unaturlige lyde. Michael og jeg havde kredset lidt rundt om den… Kigget ned i motoren…. Lagde os ned på maven for at se op under bilen… Vi anede ikke, hvad vi så efter, men vi var enige om, at der var noget, der ikke lød godt! Og vi var tyve kilometre fra det nærmeste værksted, og ikke bare tyve kilometre men tyve kilometres bjergkørsel! Men da vi havde spist aftensmad og måtte sande, at der var ingen vej udenom, satte vi os slukørede ind i bilen… Og så var lyden væk! Jeg forstår mig bestemt ikke på bilen, men den klarede turen hjem uden problemer. Bjergkørsel var forresten ret vildt! Det var tilladt at køre 100 km i timen, men tre meter efter skiltet, blev der skitet med et sving, hvor det blev anbefalet kun at køre 30 km i timen! Jeg synes, vi klarede det fint, men de lokale synes vist, at vi kørte forfærdentligt langsomt…