Rotorua

Fredag den 29. september smuttede vi lidt tidligt fra arbejde for at køre den lange vej til Rororua. Vejen i sig selv var hele turen værd. Landskabet var fantastisk. Vi kom igennem et landskab med bløde grønne bakker. En by, vi kom igennem, var et sandt skiltehelvede. Alle butikker havde skilte, der skulle overgå naboens, og et hus var faktiske udformet som en hund og et får!Vi kom til Rotorua og der stank! Svovl og varme stiger op af huller rundt om i byen; huller i form af kilder, mudderpøle, søer og kloaker! Vi sov på kiwipapa hostel, som ligger i en park, hvor det plaskede op fra mudderpøle og kilder. Hjemme på hostlet var der pool, som var 38 grader varm, opvarmet fra varme kilder selvfølgelig. Den benyttede vi meget.
Om lørdagen startede vi med at tage ud at se Puito, som betyder 'den plaskende'. Puiho er den største gejser i Rotorua. Omkring den er bygget et 'Maori Arts and Craftman Centre', og det var bestemt en oplevelse at se Maorier optræde udklædt med sang. På stedet så vi også en kiwifugl, en lille emu, som er New Zealands national fugl. Bagefter tog vi ud til Hells Gate, som var et sted med mange svovludledninger. Det var slet ikke til at tro, at vi stadig var på jorden. Det var så fremmedartet og lugten var helt forfærdentlig! Vi valgte at tage et mudderbad der og derefter et svovlbad. Det var ikke så luxuøst, som vi havde forestillet os, men klart en oplevelse.
Om søndagen ville vi ud at se den blå og den grønne sø. De ligger lige op af hinanden, så det skulle vaere en speciel oplevelse. Vi valgte at tage ud at køre på Mountain Bikes en 30 kms rute. Puha, det var hårdt! Adskillige gange måtte vi hoppe af cyklen og trække. Da vi nærmede os den blå sø, punkterede Michael, så vi ringede til firmaet, som ville komme og hente os og cyklerne. Vi kom til at vente over en time, førend de var her. Og så skiftede de hjulet, og så måtte vi ellers op på cyklen igen. Vi spiste frokost ved 'the buried village', som vi desværre ikke havde tid til at gå ind og se. Vi ville ikke risikere, at det begyndte at blive mørkt, inden vi kom tilbage med cyklerne (det kan blive ret mørkt inde i skoene!). På vejen så vi rigtig mange Possums og en enkelt Walliby (en lille kænguro), der var kørt over. Vi kom endelig til stedet mellem de to søer, og der var slet ikke noget særligt at se! Måske var det fordi, det var overskyet, at søernes farver ikke rigtigt kom til deres ret… Slukørede hoppede vi igen på cyklen for at cykle den lange vej tilbage. Vi var trætte og ømme, men turen tilbage gik mere ned ad bakke, og det var ret fedt (og lidt farligt…) at suse afsted gennem mudder, jord, grus og sten.