Sydøen

Torsdag den 19. oktober fyldte Michael 26, og det fejrede vi med Mads og Henrik i Auckland. Det var en rigtig god aften, så vi var mildest talt lidt klatøjede, da vi mødte på arbejde fredag morgen… øhh formiddag… Fredag aften tog vi natbussen fra Maunukau til Wellington. Vi ankom meget tidlig morgen i Wellington og fik lige et par timer der, inden vi tog sejlturen til Picton på Sydøen. Vejret var desværre ret gråt, så den smukke tur kom ikke helt til dens ret. Vi skulle med tog fra Picton til Christchurch, men desværre var det foregående tog kørt af sporet, så vi blev transporteret i bus langs østkysten sydpå til Kaikoura, hvor vi kunne tage toget det sidste stykke mod Christchurch. Vejret klarede op, mens vi kørte sydpå, og vi nød turen med udsigten til strande med dasende sealer, svævende rovfugle og masser af hvide lam.
Vi oplevede Christchurch som en rigtig charmerende by. Og det var befriende at se efter at have oplevet den ene triste by efter den anden på Nordøen. Vi fik god aftensmad med udsigt til parken og slentrede en tur rundt for at mærke byen. Vi boede på YMCA, som bestemt kan anbefales.
Søndag morgen skulle vi med bus til Queentown. Alt er arrangeret de naeste fire dage, så det var dejligt bare at læne sig tilbage og blive guidet rundt. Vi kørte gennem de Sydlige Alper og ind til Mount Cook, som er New Zealands højeste bjerg. Vi holdt pause i en bjergdal, og der var skønt! Solen varmede, bjergene havde sne på toppen, og der var helt stille. Vi gik en tur og nød vores madpakker i græsset med udsigt til Mount Cook. Vi havde lyst til at blive der en dag, men vi skulle desværre videre. Gid vi havde haft længere tid…
Vi ankom til Queenstown, hvor vi boede på Bella Vista Motel. Queenstown er en gammel mineby. Især er de kendt for deres Greenstone eller Jade, som den også hedder. I dag er den mere kendt som værende ‘ekstrem-sport by’. Det var bl.a. her, Bungy Jump blev opfundet. Byen var meget stemningsfuld, og vi besluttede os for at tage i biografen og se The Devil Wears Prada. Efter film og aftensmad var det på hovedet i seng.
Mandag tog vi på endagstur til Fjordland National Park, som er New Zealands største (1.250.000 hektar!). Det er en markant afsides ødemark med sneklædte bjerge, gletschersøer og dale, fjorde, øer, vandfald og tætte skove. Ved en af stoppene så vi den new zealandske papegøje, keaen, som er kendt for at kunne splitte en bil ad...

Dagens højdepunkt var en sejltur på Milford Sound. Det regner mere eller mindre altid der, otte meter om året, og i dag var ingen undtagelse. Det var nu stadig et betagende syn. De frodige bjergsider står lodrette ned i vandet og spejler sig, sæler ligger på stenene i kanten, og vandfaldende buldrende.
Stemningen gik dog tabt en smule ved synet af busser fulde af japanere, der vimsede rundt og alle vegne. Det var en skam, for jeg tror, at fjorden kunne føles helt magisk, hvis man var der alene med det overvaeldende sceneri og stilheden. Der var mulighed for at overnatte på en båd. Det ville nok have givet en bedre oplevelse, men igen havde vi ikke nok tid.
Da vi kom tilbage til Queenstown havde det sneet og landskabet havde fuldstændigt skiftet karakter. Vi tog en lift op på The Remarkables (bjergene, der omkranser byen) og nød udsigten, inden vi tog ind til byen og spiste aftensmad.
Tirsdag tog vi med bussen til Franz Josef Village. Vi kørte nordpå ad vestkysten, og det var virkelig en smuk tur. Vejret var godt, så alperne kom rigtigt til deres ret med den fine, hvide, nyfaldne sne på toppen. Vi kom helt ud til kysten, hvor det Tasmanske Hav buldrede ind over strandende. Vandet var helt klart lyseblåt og også her lå sælerne på stranden og nød at få pelsen tørret i solskinnet.
Vi ankom til motellet i Franz Josef Village og måtte lige udrede en situation med en meget lille dobbeltseng (det var lige lidt for tæt…), inden vi drog på en gåtur op til Franz Josef Gletscher. Gletscheren har overvældende stor. Gåturen var fantastisk gennem den flade gletscherdal med voldsomme vinde og knastør luft. Vi ville meget gerne have blevet der en ekstra dag, så vi kunne have kommet med guide op og vandre på gletscheren. Det var desværre for farligt at gå alene.
Onsdag kørte vi videre langs vestkysten til vi nåede Greymouth. Vi spise frokost og tog toget tværs over øen østpå til Christchruch. Togturen gik igenne alperne og det var jo selvsagt en fantastisk udsigt vi havde gennem store øde strækninger med fantastisk natur.
Tilbage i Christchurch hvor vi boede på Base Backpackers, som vi til gengæld ikke var meget imponeret over. Det lå dog dejligt centralt, og vi nød aftenen i Christchurch. Torsdag, vores sidste dag på Sydøen, valgte vi at tage den lange vej til Oamaru, for at se The Moeraki Boulders og pingviner. Turen derned var lang og landskabet på østkysten er ikke helt på fantastisk som på vestkysten. Der er meget fladt, så det lignede næsten Danmark… Bortset fra at vi kunne skimpte bjergene i det fjerne. I Oamaru erfarede vi (med mundvigende nedad), at der var 30 km ud til Moeraki Boulders fra Oamaru og ingen bus. Heldigvis skaffede turistinformationen en billig aftale med en taxa. The Moeraki Boulders er sten der uendeligt langsomt triller ud af undergrunden, mens de vokser sig større og større (som en snebold). De er kuglerunde og ligger samlet paa et begrænset område af stranden. Det var et ret specielt syn. Vi to ud til pingvinkolonien med de blå pingviner og de guløjede pingviner. Desværre kommer de først op på stranden ved solnedgang, og stien var lukket, så vi kunne ikke en gang komme ned på stranden og lede efter pingvinfodspor… Slukørede gik vi den lange vej tilbage til Oamaru, hvor vi spiste frokost og så lidt nærmere på byen, som viste sig at være ganske interessant, inden vi tog bussen den lange vej tilbage til Christchurch. Derfra fløj vi til Auckland. Det har bestemt været en dejlig ferie på Sydøen!