Waitomo Caves

Den 19. November var vi taget til Waitomo Caves, for at besoege de beroemte huler (Waitomo betyder vandhuler paa Maori). Der var mange muligheder for at se hulerne, men vi besluttede os for en sejltur i den andenlaengste (12 km lang), Glowworm Cave, hvor vi sad i moerket og saa glow worms (en slags Sankthans orme), som lyste fra hulens loft som en stjernehimmel. Det var meget fasinerende (bortset fra at vi ogsaa saa deres Weta og andre store kryb... Jeg var lige pludselig glad for at vi ikke havde valgt Black Water Rafting, hvor man faktisk ligger og flyder i vandet!). Bagefter besoegte vi en anden hule, The Cave of the Spirit, som vi gik en tur i. De enorme kalkstens formationer og moerket gav en helt fasinerende stemning. Vi saa fossiler fra dyr, der enten havde faldet ned i huller paa markerne ovenover eller havde forvildet sig derind. Vi saa bl.a. skelettet fra en moa, som er en udryddet emu, som var dobbelt saa hoej som mennesket. De var de eneste stoerre pattedyr paa New Zealand, saa da Maorierne kom til landet blev de jagtet indtil udryddelse.
Efter tre en halv time i hulerne gik vi en tur i omraadet langs Waitomo Stream, der var meget smukt og frodigt. Overalt fandt vi huler, smaa som store. Aarsagen til, at omraadet har formet sig saadan, er en kombination af kridtsten, vand og tid. Da new Zealand laa paa bunden af havet, ophobede lag efter lag sig af skaldyr til kridtlag med lag af jord imellem. Tektoniske krafter loeftede denne jordbund over havets overflade. Regnvandet blandet med CO2 oploeser kridtlaget, hvorefter det kan passere gennem lagene i kridstene. Derved opstaar smaa revner, der udvider sig til store huler over tid.

Bay of Islands

Fredag den 10. november koerte vi igen nordpaa, denne gang for at besoege Bay of Island, som er en frodig bugt med 144 oeer. Stedet er kendt for at vaere et af new Zealands smukkeste omraader og er et meget populaert turistmaal. Der var ogsaa smukt, og igen var vi heldige med vejret. Vi tog en faerge til den stille by Russelll, som er New Zealands foerste hovedstad. Foer europaerne kom til Russell, hed byen Kororareka, hvilket er Maori og betyder ‘Uhm, hvor smager denne pingvinsuppe dejligt’. Uoverensstemmelser mellem kolonimagten og Maorier eskalerede i voldsomme uroligheder, hvor alle bygningerne undtagen kirken blev braendt ned. Vi besoegte kirken, som vidner om urolighederne i form af skudhuller. Byen mistede allerede efter et aar sin titel af hovedstad til Auckland (som siden har mistet titlen til Wellington). Vi gik en tur I Russell, spiste frokost og saa paa naturen, bl.a. Flag Hill, hvor det new zealandske flag for foerste gang blev hejst (flagstanden blev faeldet fem gange af Maorierne, inden de konstruerede en af jern…).Fra Russell tog vi paa en halv dagssejlads rund I bugten. Det var en smuk tur med gode historier. Vi sejlede bl.a. forbi Hole in the Rock. Da vi holdt pause ved en oe, valgte Michael og jeg at tage ud at sejle med et skib med vinduer under havets overflade, saa vi kunne se Bay of Island fra et andet perspektiv. Da vi kom tilbage til Paihia tog vi en tur til Waitangi, hvor Waitangi traktaten blev underskrevet. Vi spiste aftensmad paa en restaurant med udsigt over bugten. Soendag koerte vi til Kerikari og saa Rainbow Falls og New Zealands aeldste stenhus og traehus. Herefter koerte vi sydpaa ad oestkysten, hvor vi holdt frokostpause I Ruakaka, hvor vi koebte et par sandwich, som vi spiste paa stranden med en fantastisk udsigt.Vi koerte til Sandsplit, hvis vi ville have taget en faerge til Kawau Island for at se Wallabies. Desvaerre kom vi for sent, saa vi koerte til vestkysten til Muriwa National Park, hvor vi gik en lille tur langs vandet og saa gannets, som havde lagt sig paa reder I et sirligt moenster. Det saa ret sjovt ud. Det sjove gik dog ret hurtigt af det, da en gannet klattede mig i ansigtet…

Northland

Den foerste weekend i November tog vi til Northland, som er den nordligste del af New Zealand. Det er paa stoerrelse med Danmark, saa weekenden stod paa en masse koersel. Heldigvis var vejret godt, og udsigten helt utrolig. Fredag efter arbejde koerte vi nordpaa ad vestkysten til Omapere, hvor vi efter meget besvaer fandt et hotelvaerlese. Vi saa tre levende possums paa vejen derop. Loerdag morgen tog vi ud i Waipoua Kauri Forest for at se de store gamle traer. New Zealand har de to stoerste eksemplar af kauritraer i Verden. Vi saa Tane Mahuta ('Skovens fader'), som er 2.000 aar gammel og 51.5 meter hoejt. Vi saa ogsaa De Fire Soestre, som er to kauritræer, begge med dobbelte stammer, som står meget tæt. Bagefter koerte vi til faergen, der skulle transportere os over The Hokianga Harbour. Der var lang koe, saa vi besluttede os at koere oestpaa uden om fjorden, selv om vejen var lang. Det viste sig, at ikke nok var vejen lang… det var ogsaa grusvej!! Puha, sikke en tur. Vi gjorde holdt for at gaa en tur et sted der hedder Wairere Boulders. Det var en rigtig dejlig tur mellem store sten og klipper.

Vi koerte videre nordpaa mod 90 Miles Beach, som egentlig kun er 90 kilometer. Det var en lang tur, og det sidste stykke var igen paa grusvej. Vi naaede op paa toppen til Cape Reinga ('stedet, hvor der springes'). Ifoelge Maorierne er det her, de dødes sjæle drager til for at gøre et sidste stop ved et pohotukawa-træ, hvor de drikker af en kilde, inden de siger farvel til landet og drager på den lange rejse til sagn-landet Hawaiki. Vejret var rigtigt godt, saa vi noed udsigten ved det lille fyrtaarn, hvor det Tasmanske Hav og Stillehavet moedes.Paa vejen sydpaa stoppede vi ved de stoerste sandbanker. Frodig skov straekte sig helt ned til de enorme sandbanker. Her gik vi en tur, inden vi koerte sydpaa igen.

Vi overnattede paa et logde ned til Stillehavet. Det var et virkelig godt sted. Taenk sig at falde i soevn til boelgeskvulp! Der foelte vi os godt nok privilligerede! Soendag gik turen sydpaa. Vi koerte igennem den lille by Waitangi, hvor Waitangi traktaten (englaenderne bliver kolonimagt) blev underskrevet d. 6. februar 1840 efter lange forhandlinger mellem maori-høvdingene og briterne.

Foreste stop var Haruru Falls ('den larmende'), hvor vandet faldt i en hestesko-facon.Naeste stop var Kawakawa for at aflaegge Frederich Hundertwassers Verdensberoemte toiletter et visit. Som turist er det altid dejligt, naar offentlige toiletter er i orden… Det her, det var helt utroligt!

Efterfoelgende koerte vi til Whangarei, hvor vi saa Whangarei Falls, som falder 27 meter.

Efter at have nydt vandfaldet, koerte vi ud til A.H. Reed Memorial Kauri Park, hvor vi gik en tur i skoven paa en 12 m høj gangbro bygget mellem træerne. Efter en dejlig gaatur i traekronerne, tog vi ud til Abbey Caves, hvor vi saa paa huler og sandstens formationer skabt af vanderosion omringet af forunderlig troldeskov. Vi spiste frokost i Wangarei og koerte derefter hjemad.