I september til december 2006 rejste Michael og jeg tre måneder til New Zealand for at være i praktik ved Manukau City Council, syd for Auckland. Jeg oprettede i den forbindelse denne blog for at dele mine oplevelser med min familie og venner. God læselyst!

Tongariro Crossing

Vores sidste weekend på New Zealand var vejret endelig godt nok til, at vi kunne gennemføre Tongariro Crossing, som vi havde hørt så meget godt om.


Troede vi... For på vej derop fortalte vores guider os, at det ikke ville være sikkert at tage hele turen på grund af vejret. Så vi kunne kun gå halvvejen, hvorefter vi måtte vende om og gå samme vej hjem. Turen var 17 kilometer lang, og det blev en meget kold oplevelse.

Waitomo Caves

Den 19. November var vi taget til Waitomo Caves, for at besoege de beroemte huler (Waitomo betyder vandhuler paa Maori). Der var mange muligheder for at se hulerne, men vi besluttede os for en sejltur i den andenlaengste (12 km lang), Glowworm Cave, hvor vi sad i moerket og saa glow worms (en slags Sankthans orme), som lyste fra hulens loft som en stjernehimmel. Det var meget fasinerende (bortset fra at vi ogsaa saa deres Weta og andre store kryb... Jeg var lige pludselig glad for at vi ikke havde valgt Black Water Rafting, hvor man faktisk ligger og flyder i vandet!). Bagefter besoegte vi en anden hule, The Cave of the Spirit, som vi gik en tur i. De enorme kalkstens formationer og moerket gav en helt fasinerende stemning. Vi saa fossiler fra dyr, der enten havde faldet ned i huller paa markerne ovenover eller havde forvildet sig derind. Vi saa bl.a. skelettet fra en moa, som er en udryddet emu, som var dobbelt saa hoej som mennesket. De var de eneste stoerre pattedyr paa New Zealand, saa da Maorierne kom til landet blev de jagtet indtil udryddelse.
Efter tre en halv time i hulerne gik vi en tur i omraadet langs Waitomo Stream, der var meget smukt og frodigt. Overalt fandt vi huler, smaa som store. Aarsagen til, at omraadet har formet sig saadan, er en kombination af kridtsten, vand og tid. Da new Zealand laa paa bunden af havet, ophobede lag efter lag sig af skaldyr til kridtlag med lag af jord imellem. Tektoniske krafter loeftede denne jordbund over havets overflade. Regnvandet blandet med CO2 oploeser kridtlaget, hvorefter det kan passere gennem lagene i kridstene. Derved opstaar smaa revner, der udvider sig til store huler over tid.

Bay of Islands

Fredag den 10. november koerte vi igen nordpaa, denne gang for at besoege Bay of Island, som er en frodig bugt med 144 oeer. Stedet er kendt for at vaere et af new Zealands smukkeste omraader og er et meget populaert turistmaal. Der var ogsaa smukt, og igen var vi heldige med vejret. Vi tog en faerge til den stille by Russelll, som er New Zealands foerste hovedstad. Foer europaerne kom til Russell, hed byen Kororareka, hvilket er Maori og betyder ‘Uhm, hvor smager denne pingvinsuppe dejligt’. Uoverensstemmelser mellem kolonimagten og Maorier eskalerede i voldsomme uroligheder, hvor alle bygningerne undtagen kirken blev braendt ned. Vi besoegte kirken, som vidner om urolighederne i form af skudhuller. Byen mistede allerede efter et aar sin titel af hovedstad til Auckland (som siden har mistet titlen til Wellington). Vi gik en tur I Russell, spiste frokost og saa paa naturen, bl.a. Flag Hill, hvor det new zealandske flag for foerste gang blev hejst (flagstanden blev faeldet fem gange af Maorierne, inden de konstruerede en af jern…).Fra Russell tog vi paa en halv dagssejlads rund I bugten. Det var en smuk tur med gode historier. Vi sejlede bl.a. forbi Hole in the Rock. Da vi holdt pause ved en oe, valgte Michael og jeg at tage ud at sejle med et skib med vinduer under havets overflade, saa vi kunne se Bay of Island fra et andet perspektiv. Da vi kom tilbage til Paihia tog vi en tur til Waitangi, hvor Waitangi traktaten blev underskrevet. Vi spiste aftensmad paa en restaurant med udsigt over bugten. Soendag koerte vi til Kerikari og saa Rainbow Falls og New Zealands aeldste stenhus og traehus. Herefter koerte vi sydpaa ad oestkysten, hvor vi holdt frokostpause I Ruakaka, hvor vi koebte et par sandwich, som vi spiste paa stranden med en fantastisk udsigt.Vi koerte til Sandsplit, hvis vi ville have taget en faerge til Kawau Island for at se Wallabies. Desvaerre kom vi for sent, saa vi koerte til vestkysten til Muriwa National Park, hvor vi gik en lille tur langs vandet og saa gannets, som havde lagt sig paa reder I et sirligt moenster. Det saa ret sjovt ud. Det sjove gik dog ret hurtigt af det, da en gannet klattede mig i ansigtet…

Northland

Den foerste weekend i November tog vi til Northland, som er den nordligste del af New Zealand. Det er paa stoerrelse med Danmark, saa weekenden stod paa en masse koersel. Heldigvis var vejret godt, og udsigten helt utrolig. Fredag efter arbejde koerte vi nordpaa ad vestkysten til Omapere, hvor vi efter meget besvaer fandt et hotelvaerlese. Vi saa tre levende possums paa vejen derop. Loerdag morgen tog vi ud i Waipoua Kauri Forest for at se de store gamle traer. New Zealand har de to stoerste eksemplar af kauritraer i Verden. Vi saa Tane Mahuta ('Skovens fader'), som er 2.000 aar gammel og 51.5 meter hoejt. Vi saa ogsaa De Fire Soestre, som er to kauritræer, begge med dobbelte stammer, som står meget tæt. Bagefter koerte vi til faergen, der skulle transportere os over The Hokianga Harbour. Der var lang koe, saa vi besluttede os at koere oestpaa uden om fjorden, selv om vejen var lang. Det viste sig, at ikke nok var vejen lang… det var ogsaa grusvej!! Puha, sikke en tur. Vi gjorde holdt for at gaa en tur et sted der hedder Wairere Boulders. Det var en rigtig dejlig tur mellem store sten og klipper.

Vi koerte videre nordpaa mod 90 Miles Beach, som egentlig kun er 90 kilometer. Det var en lang tur, og det sidste stykke var igen paa grusvej. Vi naaede op paa toppen til Cape Reinga ('stedet, hvor der springes'). Ifoelge Maorierne er det her, de dødes sjæle drager til for at gøre et sidste stop ved et pohotukawa-træ, hvor de drikker af en kilde, inden de siger farvel til landet og drager på den lange rejse til sagn-landet Hawaiki. Vejret var rigtigt godt, saa vi noed udsigten ved det lille fyrtaarn, hvor det Tasmanske Hav og Stillehavet moedes.Paa vejen sydpaa stoppede vi ved de stoerste sandbanker. Frodig skov straekte sig helt ned til de enorme sandbanker. Her gik vi en tur, inden vi koerte sydpaa igen.

Vi overnattede paa et logde ned til Stillehavet. Det var et virkelig godt sted. Taenk sig at falde i soevn til boelgeskvulp! Der foelte vi os godt nok privilligerede! Soendag gik turen sydpaa. Vi koerte igennem den lille by Waitangi, hvor Waitangi traktaten (englaenderne bliver kolonimagt) blev underskrevet d. 6. februar 1840 efter lange forhandlinger mellem maori-høvdingene og briterne.

Foreste stop var Haruru Falls ('den larmende'), hvor vandet faldt i en hestesko-facon.Naeste stop var Kawakawa for at aflaegge Frederich Hundertwassers Verdensberoemte toiletter et visit. Som turist er det altid dejligt, naar offentlige toiletter er i orden… Det her, det var helt utroligt!

Efterfoelgende koerte vi til Whangarei, hvor vi saa Whangarei Falls, som falder 27 meter.

Efter at have nydt vandfaldet, koerte vi ud til A.H. Reed Memorial Kauri Park, hvor vi gik en tur i skoven paa en 12 m høj gangbro bygget mellem træerne. Efter en dejlig gaatur i traekronerne, tog vi ud til Abbey Caves, hvor vi saa paa huler og sandstens formationer skabt af vanderosion omringet af forunderlig troldeskov. Vi spiste frokost i Wangarei og koerte derefter hjemad.

Taupo

Den sidste weekend i oktober besluttede vi at tage til Taupo. Vi havde foer koert igennem byen det par uger tidligere og var ret imponeret over den hyggelige by, der er beliggende ned til New Zealands (og hele Australasiens) stoerste soe, Lake Taupo (619 km2). Den er egentlig slet ikke en soe, men en nedsunken vulkan (caldera). Soen blev dannet ved en voldsom eruption i aar 189.
Loerdag morgen tog vi en sejltur paa Lake Taupo, hvor vi saa klipperne, der tydeligt var formet ved et vulkanudbrud og Maori Udskaeringer i de lodrette klippevaegge. Vejret var godt og vi noed turen. Bagefter koerte vi op til Huka Falls, som er det vandfald i New Zealand med den stoert passerende vandmaengde. Vandet var helt blaat og et ret flot syn. Vi sad med udsigt til vandfaldet og noed vores medbragte madpakker. Efter frokost drog vi afsted til Craters of the Moon, som er et termisk omraadet lignende det, vi havde oplevet i Rotorua. Vegetationen var dog helt anderledes. Herefter tog vi videre. Vi ville gerne ud at sejle paa Verdens stoerste kogende soe, men det viste sig desvaerre, at vi var kommet for sent. Saa vi gik i stedet i omraadet omkring soen, the Wai Nangu Volcanic Valley, endnu et termisk omraade, men i dette tilfaelde midt i en frodig skov. Vi tog videre til Rotorua, hvor vi tog gondolen op pa Bjerg Ngongotaha og spiste aftensmad med udsigt ud over byen og Lake Rotorua. Vi overnattede endnu en nat paa Kiwipaka og endte dagen med en tur i den termiske pool. Soendag tog vi ud til The Burried Village. Efter vulkanen Tarawern udbroed fra tre kratere i 1886 blev byerne Te Ariki, Te Wairoa og Moura begravet i aske og sten i tre meters dybde. Store dele er i dag gravet fri og samlet i et frilandsmuseum. Det var en god tur og gav et godt indtryk af hvordan baade Maoriene og de Engelske kolonister boede den gang.

Efter museet koerte vi hjemad langs oestkysten. Vejret var rigtigt daarligt, saa vi noejedes med at goere stop i Taurangi for at spise frokost.

Sydøen

Torsdag den 19. oktober fyldte Michael 26, og det fejrede vi med Mads og Henrik i Auckland. Det var en rigtig god aften, så vi var mildest talt lidt klatøjede, da vi mødte på arbejde fredag morgen… øhh formiddag… Fredag aften tog vi natbussen fra Maunukau til Wellington. Vi ankom meget tidlig morgen i Wellington og fik lige et par timer der, inden vi tog sejlturen til Picton på Sydøen. Vejret var desværre ret gråt, så den smukke tur kom ikke helt til dens ret. Vi skulle med tog fra Picton til Christchurch, men desværre var det foregående tog kørt af sporet, så vi blev transporteret i bus langs østkysten sydpå til Kaikoura, hvor vi kunne tage toget det sidste stykke mod Christchurch. Vejret klarede op, mens vi kørte sydpå, og vi nød turen med udsigten til strande med dasende sealer, svævende rovfugle og masser af hvide lam.
Vi oplevede Christchurch som en rigtig charmerende by. Og det var befriende at se efter at have oplevet den ene triste by efter den anden på Nordøen. Vi fik god aftensmad med udsigt til parken og slentrede en tur rundt for at mærke byen. Vi boede på YMCA, som bestemt kan anbefales.
Søndag morgen skulle vi med bus til Queentown. Alt er arrangeret de naeste fire dage, så det var dejligt bare at læne sig tilbage og blive guidet rundt. Vi kørte gennem de Sydlige Alper og ind til Mount Cook, som er New Zealands højeste bjerg. Vi holdt pause i en bjergdal, og der var skønt! Solen varmede, bjergene havde sne på toppen, og der var helt stille. Vi gik en tur og nød vores madpakker i græsset med udsigt til Mount Cook. Vi havde lyst til at blive der en dag, men vi skulle desværre videre. Gid vi havde haft længere tid…
Vi ankom til Queenstown, hvor vi boede på Bella Vista Motel. Queenstown er en gammel mineby. Især er de kendt for deres Greenstone eller Jade, som den også hedder. I dag er den mere kendt som værende ‘ekstrem-sport by’. Det var bl.a. her, Bungy Jump blev opfundet. Byen var meget stemningsfuld, og vi besluttede os for at tage i biografen og se The Devil Wears Prada. Efter film og aftensmad var det på hovedet i seng.
Mandag tog vi på endagstur til Fjordland National Park, som er New Zealands største (1.250.000 hektar!). Det er en markant afsides ødemark med sneklædte bjerge, gletschersøer og dale, fjorde, øer, vandfald og tætte skove. Ved en af stoppene så vi den new zealandske papegøje, keaen, som er kendt for at kunne splitte en bil ad...

Dagens højdepunkt var en sejltur på Milford Sound. Det regner mere eller mindre altid der, otte meter om året, og i dag var ingen undtagelse. Det var nu stadig et betagende syn. De frodige bjergsider står lodrette ned i vandet og spejler sig, sæler ligger på stenene i kanten, og vandfaldende buldrende.
Stemningen gik dog tabt en smule ved synet af busser fulde af japanere, der vimsede rundt og alle vegne. Det var en skam, for jeg tror, at fjorden kunne føles helt magisk, hvis man var der alene med det overvaeldende sceneri og stilheden. Der var mulighed for at overnatte på en båd. Det ville nok have givet en bedre oplevelse, men igen havde vi ikke nok tid.
Da vi kom tilbage til Queenstown havde det sneet og landskabet havde fuldstændigt skiftet karakter. Vi tog en lift op på The Remarkables (bjergene, der omkranser byen) og nød udsigten, inden vi tog ind til byen og spiste aftensmad.
Tirsdag tog vi med bussen til Franz Josef Village. Vi kørte nordpå ad vestkysten, og det var virkelig en smuk tur. Vejret var godt, så alperne kom rigtigt til deres ret med den fine, hvide, nyfaldne sne på toppen. Vi kom helt ud til kysten, hvor det Tasmanske Hav buldrede ind over strandende. Vandet var helt klart lyseblåt og også her lå sælerne på stranden og nød at få pelsen tørret i solskinnet.
Vi ankom til motellet i Franz Josef Village og måtte lige udrede en situation med en meget lille dobbeltseng (det var lige lidt for tæt…), inden vi drog på en gåtur op til Franz Josef Gletscher. Gletscheren har overvældende stor. Gåturen var fantastisk gennem den flade gletscherdal med voldsomme vinde og knastør luft. Vi ville meget gerne have blevet der en ekstra dag, så vi kunne have kommet med guide op og vandre på gletscheren. Det var desværre for farligt at gå alene.
Onsdag kørte vi videre langs vestkysten til vi nåede Greymouth. Vi spise frokost og tog toget tværs over øen østpå til Christchruch. Togturen gik igenne alperne og det var jo selvsagt en fantastisk udsigt vi havde gennem store øde strækninger med fantastisk natur.
Tilbage i Christchurch hvor vi boede på Base Backpackers, som vi til gengæld ikke var meget imponeret over. Det lå dog dejligt centralt, og vi nød aftenen i Christchurch. Torsdag, vores sidste dag på Sydøen, valgte vi at tage den lange vej til Oamaru, for at se The Moeraki Boulders og pingviner. Turen derned var lang og landskabet på østkysten er ikke helt på fantastisk som på vestkysten. Der er meget fladt, så det lignede næsten Danmark… Bortset fra at vi kunne skimpte bjergene i det fjerne. I Oamaru erfarede vi (med mundvigende nedad), at der var 30 km ud til Moeraki Boulders fra Oamaru og ingen bus. Heldigvis skaffede turistinformationen en billig aftale med en taxa. The Moeraki Boulders er sten der uendeligt langsomt triller ud af undergrunden, mens de vokser sig større og større (som en snebold). De er kuglerunde og ligger samlet paa et begrænset område af stranden. Det var et ret specielt syn. Vi to ud til pingvinkolonien med de blå pingviner og de guløjede pingviner. Desværre kommer de først op på stranden ved solnedgang, og stien var lukket, så vi kunne ikke en gang komme ned på stranden og lede efter pingvinfodspor… Slukørede gik vi den lange vej tilbage til Oamaru, hvor vi spiste frokost og så lidt nærmere på byen, som viste sig at være ganske interessant, inden vi tog bussen den lange vej tilbage til Christchurch. Derfra fløj vi til Auckland. Det har bestemt været en dejlig ferie på Sydøen!